Cala Millor er det perfekte rejsemål for dig, der vil have lange dasedage på stranden og et livligt forlystelsesliv om aftenen.
Det klassiske turistrejsemål Cala Millor har en af Mallorcas bedste strande og et godt forlystelsesliv, som får mange til at rejse hertil. Her gør man alt for at leve op til sit navn "den bedste havbugt". Langs stranden løber en promenade med pinjetræer og palmer, som er meget populær. Både den og den parallelle hovedgade lidt længere oppe fra stranden er bilfri. Her er butikker, restauranter, musikbarer og flere diskoteker. Stemningen er afslappet og meget venlig. Om aftenen indtages forlystelsesstederne først og fremmest af tyske og engelske turister, men også af en del skandinaver, som kommer her for at feste. I direkte tilknytning til Cala Millor ligger den lille fiskerhavn Cala Bona med lav og charmerende bebyggelse og et roligere tempo. Cala Millor hører til den nærliggende by Son Servera, hvor mange af dem, der arbejder på ferierejsemålene, bor. Her valfarter feriegæsterne til for at opleve fredagsmarkedet og for at spise og drikke på de lokale barer. Cala Millors omgivelser er kuperede og grønne. Der er derfor mange, der vælger at udforske området på cykel. Ikke langt fra Cala Bona ligger kyststrækningen Costa de los Pinos, som er et eksklusivt villaområde med både en lokal befolkning og rige sommerferiegæster.
Den lavvandede og børnevenlige sandstrand i Cala Millor er næsten 2 km lang og meget velholdt. Her kan du dyrke forskellige former for vandsportsaktiviteter som jetski og parasailing samt leje vandcykler, hvis du skulle blive træt af at dase i sandet. Bliver du sulten eller tørstig, er der aldrig langt til en restaurant eller bar, hvor du kan sidde i skyggen og nyde en frokost eller en kold forfriskning.
Det er ikke kun stranden, der gør Cala Millor til et børnevenligt rejsemål. Her er flere familiehoteller, som egner sig godt til en ferie med familien. Et eksempel er Bahia Grande, som er et lejlighedshotel tæt på stranden bare 10 minutters gang fra Cala Millor. Her kan du også tilkøbe All Inclusive, hvis du vil have en ekstra bekvem og afslappet ferie.
Cala Millor passer perfekt til dig, som ikke synes, at rejsen er komplet uden en runde golf eller to. Her bor du tæt på tre af Mallorcas mest attraktive golfbaner. Test dig selv på den lange og krævende Pula Golf, som tidligere har været vært for Europa Touren, eller kør længere ud mod kysten til Canyamel Golf, som er en af Mallorcas smukkeste og bedste baner lige nu, men også en af de allersværeste. Sidst, men ikke mindst, har vi Capdepera-banen, som er en af vores skandinaviske gæsters absolutte favoritter! Du kan med fordel tilkøbe en af vores green fee-pakker sammen med rejsen. Så er alt klart, når du ankommer.