Den Blå Moske i Istanbul
Den Blå Moske
Eksperternes tips

Fem dage i fortryllende Istanbul

Seværdigheder i Istanbul

Den tyrkiske storby er med sine godt 15 millioner indbyggere enorm, og du kan blive ved at med opdage nye spændende bydele. Du kan ikke se alt på en forlænget weekend, men du bliver med garanti mæt på (og mere sulten efter!) shopping, kultur og kulinariske oplevelser.

Europa møder Asien, og du får fornemmelsen af at svæve frem og tilbage mellem et moderne Europa og et fortryllende orientalsk mesterværk. Det er nemlig nemt og enkelt at enten gå, sejle eller blive transporteret gennem millionbyen. Genial til en lille getaway!

Jeg har været en tur i Istanbul med min kæreste over nytår – og det var et virkelig dejligt tidspunkt. Vi oplevede byen i 15 graders varme og trods helligdage under jul og nytår var alt åbent, da Tyrkiet jo er et muslimsk land.

Her er min guide til det, du ikke må gå glip af!

Tekst og billeder: Maria Byskov
Publiceret: 07.03.2024

Den Blå Moske

Den Blå Moske

Lokalt liv på Galata Köprüsüi broen

Oplev det lokale fiskerliv på Galata Köprüsüi-broen.

Aftenstemningen i Pera-området

Aftenstemning i Pera-områdets hyggelige små gader.

Menneskemylder i Istanbul

Galata Köprüsüi: Broen, der forbinder The Golden Horn med den gamle historiske bydel, hvor den egyptiske basar begynder.

Besøg Balat

Fordi du finder de mest charmerende snoede gader med farverige huse og krøllede butikker og caféer. Bygningerne er en blanding af osmannisk, byzantinsk og jødisk arkitektur, hvilket afspejler områdets mangfoldige historie og befolkningssammensætning. På grund af sit boheme og kunstneriske miljø er Balat også blevet et tilflugtssted for kunstnere, designere og kreative mennesker. Der er derfor mange kunstgallerier, håndværksbutikker og kreative rum i området.

De farverige gader i Balat

De farverige gader i Balat.

lille farverig kiosk

Mange små kiosker med lokal sodavand.

Et lokalt bageri

Brødet ligger til afkøling i det lokale bageri.

Spis morgenmad i moderne Moda

Moda-området i Istanbul er kendt for en afslappet atmosfære, smukke kyststrækninger og charmerende caféer. Moda ligger på den anatolske side af byen, dvs. den asiatiske del, og her er i modsætning til mange andre bydele meget stille og fredeligt. Det gør det til et perfekt sted til en stille morgen med en traditionel tyrkisk morgenmad – noget du virkelig må unde dig selv, når du er i Istanbul.

Find de lokale

Der er mange små morgenmadssteder i Moda, så jeg vil anbefale, at du drysser lidt rundt og sætter dig der, hvor du synes, det ser hyggeligt ud (og gerne hvor der er mange lokale!). Min kæreste og jeg fik en fantastisk start på dagen på Naga Putrika. Moda er et populært område blandt både lokale og besøgende på grund af sine hyggelige gader, grønne parker og betagende udsigt over Marmarahavet. Her vil du opleve en bohemeagtig stemning, et samfund præget af kreativitet og kunstnerisk flair, hvilket gør det til et yndet tilflugtssted for dem, der søger inspiration og ro væk fra byens larm.

Maria og Johnny

To glade danskere klar til morgenmad på tyrkisk.

lokal shopping

Friskkværnet kaffe og ristede nødder

Tag en dyb indånding gennem næsen, så dufter du nemt den friskkværnede kaffe overalt i Moda! På næsten hvert gadehjørne finder du kaffebarer og moderne samt traditionelle kafferisterier. Følger du duften mod nabolaget Kadiköy, lander du på de hyggeligste markedsgader omkring Koz Baklava, Kadiköy. Her kan du i øvrigt få alverdens søde og lækre snacks og ristede nødder.

Kafferister
Lokal kaffebar
tyrkisk kaffe
nødder på bazaren

Go nuts i basarens nøddeudvalg.

Dadler og andet tørret frugt.

Fyld krukken med krydderier i basaren

Istanbul er berømt for sine livlige og farverige basarer, hvor du kan finde alt fra krydderier og tæpper til håndværk og antikviteter. Jeg kom hjem med de lækreste krydderier, fine hæklede tasker og mit nye yndlingstørklæde, som kostede det, der svarer til 15 kroner. Træk vejret dybt, for der er mange mennesker og sanseindtryk – men du bliver med garanti nogle oplevelser og krydderier rigere.

Disse basarer tilbyder en autentisk atmosfære og er bestemt et besøg værd:

Grand Bazaar (Kapalı Çarşı): En af verdens ældste overdækkede markeder og en af Istanbuls mest ikoniske seværdigheder. Her finder du tusindvis af butikker og boder, der sælger alt fra tæpper og smykker til keramik og lædervarer.

Spice Bazaar (Mısır Çarşısı): Kendt for sit farverige udvalg af krydderier, tørret frugt, nødder og søde sager. Dette er et fantastisk sted at udforske og købe lokale delikatesser.

Arasta Bazaar: Beliggende nær Sultanahmet-moskéen. Arasta Bazaar er et mere afslappet alternativ til Grand Bazaar. Her finder du et udvalg af butikker, der sælger tæpper, smykker, tekstiler og souvenirs.

Kadıköy Market: Beliggende på den asiatiske side af Istanbul. Kadıköy-markedet er et livligt sted med et bredt udvalg af friske fødevarer, tøj, smykker og meget mere. Det er også et fantastisk sted at opleve den lokale kultur og atmosfære.

Spice Bazaar (Mısır Çarşısı)

Spice Bazaar (Mısır Çarşısı).

Lad dig fortrylle af Hagia Sophia-området

Dette område er et must, og det ville næsten være som at være i Paris uden at se Eiffeltårnet, hvis du ikke tager forbi Hagia Sofia. Området omkring Hagia Sophia, Basilica Cistern og Den Blå Moské udgør hjertet af det gamle Istanbul, kendt som Sultanahmet-kvarteret. Hagia Sophia, en historisk kirke og senere en moské, er et imponerende eksempel på byzantinsk arkitektur og en af Istanbuls mest ikoniske landemærker.

Et godt tip er at komme tidligt på dagen, hvis du skal ind og besøge moskéen. Ellers risikerer du lange køer til det imponerende bygningsværk. Lige ved siden af Hagia Sophia ligger Den Blå Moské, officielt kendt som Sultan Ahmed Mosque, med sine imponerende minareter og fantastiske mosaikker. Når du er i området, må du ikke misse Basilica Cistern. Det er et underjordisk vandreservoir fra det 6. århundrede, som bliver lyst op af smukke farver under Istanbuls travle gader.

Den ikoniske blå moske – Sultanahmet Camii, der bl.a. er kendt for side 6 minerater

Den ikoniske blå moské – Sultanahmet Camii, der bl.a. er kendt for side 6 minareter.

Rustem Pasha Moskéen har de smukkeste blå mosaikker

Rustem Pasha-moskéen og de smukke blå mosaikker.

Basilica Cistern

Basilica Cistern.

Tag en timeout i tyrkisk bad

Istanbul er kendt for sine mange traditionelle tyrkiske bade – "hamam". Der er et stort antal hamammer spredt over hele byen, som tilbyder forskellige oplevelser og niveauer af luksus. Det er svært at give en præcis tælling, da antallet kan variere over tid med åbning af nye hamammer og lukning af ældre. Men det anslås, at der er mindst 60-80 hamammer i Istanbul, hvilket gør det til et af verdens førende steder for denne traditionelle form for afslapning og kropspleje. Nogle af de mest berømte og historiske hamammer inkluderer Çemberlitaş Hamamı, Cagaloglu Hamamı og Ayasofya Hürrem Sultan Hamamı.

Jeg kan varmt anbefale Catma Mescit Istanbul Hamam – et lille sted, hvor du bliver forkælet fra top til tå. Tager du en duo behandling får I jeres eget Hamam. Utrolig lækker og eksklusiv oplevelse til en billig penge. Når du går derfra, føler du dig som født på ny.

Hammam
Hamam

Tag en timeout fra storbylivet i Çatma Mescit Hamam.

På slentretur i Pera

Pera er et ægte skatkammer af oplevelser, hvor historie møder nutid! Jeg elsker at gå på opdagelse i de brostensbelagte gader og lade mig fortrylle af den varme atmosfære og den pulserende energi. Her finder du ikoniske seværdigheder som Galata Tower og legendariske hoteller som Pera Palace, der er et af de ældste og mest berømte hoteller i Istanbul – gå ikke glip af deres afternoon tea!

Istiklal Avenue er hovedgaden, hvor du både finder de fedeste high street-butikker, men også alverdens tyrkiske specialiteter – og du kan enten gå eller tage sporvognen langs ”strøget”, som ender ved Taksim Square, byens hjerte.

Når aftenen falder på, vågner Pera virkelig til live med sit natteliv. Udforsk de trendy barer og musiksteder, eller lad dig forføre af en koncert i operaen, Atatürk Kültür Merkezi. Det er en vanvittig smuk koncertsal!

Pst! På toppen af Hotel Pera 77 kan du få overblik over hele byen og nyde den smukke udsigt. Er du til gourmet, ligger her også en Michelin-restaurant: Mikla.

Lys i operahuset

Den smukke koncertsal i AKM, Operahuset.

Inde i operahuset

Indgangen til salen er en specialdesignet kuppel dækket af 15.000 keramiksten.

Udsigten fra toppen af Hotel Pera 77

Udsigten fra 77 Pera.

Drink eller middag med udsigt over Bosporus

Bosporusstrædet, der skiller Europa og Asien, er en af verdens mest ikoniske vandveje og en integreret del af Istanbuls skønhed og historie. Denne naturlige kanal forbinder Marmarahavet med Sortehavet og strækker sig over cirka 32 km gennem byen.
Med sin fantastiske udsigt over historiske paladser, imponerende broer og smukke kystlinjer er Bosporus et malerisk syn, både dag og nat. Bådture på Bosporus er populære, og der går også ”havnebusser” mellem de forskellige bydele. Det giver mulighed for at nyde den fantastiske panoramaudsigt og opleve byen fra en unik vinkel.

Og hvis du kan leve uden udsigt over floden, men bare ønsker toplækker middag bestående af småretter og sjove tyrkiske vine, så er min favoritrestaurant Foxy. Her føles det lidt som at sidde på en hip Vesterbro-restaurant/vinbar, og det tiltrækker de mere moderne tyrkere, der er nysgerrige på, hvordan du er fundet dertil, og måske endda gerne vil tale med dig om byen Istanbul.

Restaurant Foxy

Foxy har det bedste lokale vinkort og laver de lækreste småretter.

Bosporusbroen

Bosporus-broen.

Besiktas

Besiktas.

Dinnerdrinks

Ferieluksus: Dinnerdrinks.

Hotel Conrad

Hotel Conrad med udsigt over Bosporus-floden.

Maria Byskov

Maria Byskov

Maria har arbejdet for Spies siden 2004 og har boet og arbejdet udenlands i mange år. Hun deler sine bedste tips til bl.a. Cypern, Thailand, Grækenland og storbyer i Europa.

Vil du læse mere som dette?