Solnedgang og stjernekiggeri

Tag med på en aftentur op i Gran Canarias bjerge, og oplev en helt anden side af øen. Undervejs venter dramatiske landskaber, små kanariske landsbyer, en solnedgang fra næsten 2.000 meters højde og en aften under stjernerne.

    Fakta

  • Dag:
    Alle dage.
  • Varighed:
    Aftenudflugt på cirka 5 timer, alt efter hvornår solen går ned.
  • Pris:
    75 EUR pr. voksen, 75 EUR pr. barn.
  • Sprog:
    Engelsktalende guide.
  • Aldersgrænse:
    Man skal være 5 år eller ældre for at deltage i denne udflugt.
  • Godt at medbringe:
    Varmt tøj, da temperaturen i bjergene falder i løbet af aftenen, lukkede sko, snacks og vand.
  • Vigtig information:
    Transport og et glas cava eller juice indgår. Udflugten anbefales ikke til gangbesværede, da vi går på ujævne stier.
    Der er hverken adgang til toiletter eller restauranter under udflugten, så medbring selv det, du ønsker at spise og drikke.
  • Sådan bestiller du:
    Hvis udflugten kan bestilles hjemmefra, vises den som et tilvalg, når du bestiller din rejse. Har du allerede bestilt rejsen, kan du bestille udflugten på ”Min side”. Hvis der er ledige pladser, kan du også bestille udflugten på rejsemålet enten i Spies-appen eller hos Spies-guiderne.
Efter afhentning ved eller i nærheden af dit hotel går turen op i bjergene. Undervejs passerer vi dybe kløfter, palmeoaser og landsbyer som Arteara og Fataga. Vi stopper ved udsigtspunktet Mirador Astronómico de la Degollada de las Yeguas, hvor der er tid til at nyde udsigten og tage billeder.

Derefter fortsætter vi til Mirador del Pico de los Pozos de las Nieves i 1.948 meters højde. Her oplever vi solnedgangen over Gran Canarias bjerge, og i klart vejr kan du også se Teide på naboøen Tenerife. Mens solen går ned, serveres et glas cava eller juice.

Når mørket falder på, går turen videre til Llanos de la Pez, hvor vi skal se nærmere på stjernehimlen. Den klare himmel over De Kanariske Øer og den begrænsede lysforurening giver gode muligheder for at se stjerner. Sammen med Starlight-certificerede guider bruger vi kraftige teleskoper til at se blandt andet planeter, galakser, stjernetåger og stjernehobe.

I løbet af aftenen lærer vi også mere om stjernebilleder ved hjælp af laserpegepinde. Vi får desuden vist billeder fra rummet på tablets, som er taget samme aften. Guiderne fortæller om det, vi ser på himlen, og deler spændende viden og historier om universet.

En udflugt, der kombinerer Gran Canarias flotte bjerglandskaber og solnedgang med en anderledes aften under stjernerne.

Hvad koster det at tage børn med på udflugt? Hvor bliver vi hentet? Her har vi samlet al den information, du har brug for at vide om vores udflugter.