En bjerglandsby med hvide huse og røde tage beliggende i en grøn dal omgivet af høje bjerge. (AI-genereret tekst)

4x4 Adventure

Tag med på heldagstur i Gran Canarias bjerglandskaber. Udflugten foregår i moderne hybridbiler med chauffør ad veje, som busserne ikke kan komme frem på. Glæd dig til en afslappet dag med storslåede udsigter, små bjergbyer, lokale smagsoplevelser og god tid til at tage billeder.

    Fakta

  • Dag:
    Alle dage. Udflugten er aflyst 25/12 og 1/1.
  • Varighed:
    Heldagsudflugt cirka kl. 8-15.30.
  • Pris:
    69 EUR pr. voksen, 55 EUR pr. barn.

    Børneprisen gælder 0-12 år.
  • Sprog:
    Engelsktalende guide. Der guides kun via radio under køreturen, ikke ved stoppene.
  • Godt at medbringe:
    Kamera eller fuldt opladet mobil samt solcreme og komfortable sko. Medbring også gerne kontanter, hvis du vil købe snacks undervejs.
  • Vigtig information:
    Drikkevarer og måltider indgår ikke, men kan købes undervejs. Hver bil har en chauffør og plads til maks. seks passagerer. Er I flere end seks, bliver I fordelt på flere biler.
  • Sådan bestiller du:
    Hvis udflugten kan bestilles hjemmefra, vises den som et tilvalg, når du bestiller din rejse. Har du allerede bestilt rejsen, kan du bestille udflugten på ”Min side”. Hvis der er ledige pladser, kan du også bestille udflugten på rejsemålet enten i Spies-appen eller hos Spies-guiderne.
  • Udflugten tilbydes af:
    VR España SA
Dagen begynder med afhentning uden for hotellet, hvorefter turen går op i bjergene ad en naturskøn rute, hvor vi på dele af strækningen kører offroad.

Vi kører op gennem Santa Lucía-kløften ad grusveje og besøger undervejs Fortaleza de Ansite, som er et af de bedste eksempler på en bosættelse fra Gran Canarias oprindelige befolkning og er udpeget som kulturminde. Vi stopper også ved et par udsigtspunkter og i bjergbyen Santa Lucía.

Turen fortsætter til en gård, hvor der blandt andet dyrkes aloe vera og flere andre planter. Her får vi en rundvisning og hører mere om, hvad aloe vera kan bruges til. Der er også mulighed for at købe gårdens egne produkter som marmelade og ost, der er fremstillet af råvarer fra gården eller lokalområdet. Vi bliver her i cirka 45 minutter.

Dagens sidste stop er Fataga i "De Tusind Palmers Dal". Her er der mulighed for at spise frokost og smage lokale retter. Frokosten indgår ikke, og vi bliver her i cirka en time, inden turen går tilbage til hotellerne.

Den præcise rute i bjergene kan variere afhængigt af vejret og eventuelt vejarbejde, og stoppene kan derfor også ændres. En guide følger med gruppen og fortæller via radio mellem bilerne om de steder, vi passerer. Guidningen tilpasses gerne gruppens spørgsmål og interesser. Der guides kun via radio under køreturen, ikke ved stoppene.

Hvad koster det at tage børn med på udflugt? Hvor bliver vi hentet? Her har vi samlet al den information, du har brug for at vide om vores udflugter.