Båd ligger på flod i Everglades med solnedgang og fugle på himlen i baggrunden
Eksperternes tips

Senest opdateret: 28. august 2026

Everglades: Floridas vildmark

En times tid vest for Miami går man fra storbyliv til vidtstrakte vådområder, mangroveskov og et helt andet Florida.

Tekst: Lén Kongerud
Billeder: Lén Kongerud & Unsplash

Vil du se priser og rejseforslag? Her kan du søge efter rejser til Florida.

Velkommen til Everglades

– Yeah, he’s hungry, smågriner kaptajn Henry, da den to meter lange alligator glider gennem vandet med blikket rettet mod vores båd.

Han har stoppet motoren, og vi sidder musestille og følger med, mens alligatoren kommer nærmere og nærmere. Henry rejser sig og går hen til rælingen.

– Let me see if I can get him to come closer.

Alligator i Everglades ligger i vandoverfladen
Nærkontakt med en af Everglades' mest berømte indbyggere.

På vej til alligatorland

Solen står stadig højt på himlen, da vi drejer fra US-41, også kendt som Tamiami Trail, og kører de sidste 6 kilometer sydpå til Everglades City. Det er juni og lavsæson, og der er langt mellem bilerne. Uden for vinduet er palmer, højhuse og travle bygader for længst blevet erstattet af vådområder og tæt vegetation.

På vores lille hotel i Everglades City bliver det hurtigt tydeligt, at vi er kommet til et sted, hvor naturen sætter rammerne. Vi møder en slange i græsset udenfor, og hele poolområdet er afskærmet med net for at holde både det ene og det andet ude. Hos Speedy’s Airboat Tours lige i nærheden hænger en tavle med en oversigt over dyr, som for nylig er blevet observeret i området, og vi studerer den nøje. Alligatorer, delfiner og endda skorpioner står på listen. På denne tid af året kan dyrene være sværere at få øje på, men vi krydser fingre.

Ind i vådområderne

På de rolige vandoverflader, der omgiver Everglades City, driver den ene sumpbåd efter den anden forbi. Det lave vand betyder, at bådene med de store propelmotorer placeret over vandoverfladen er et af de få transportmidler, der egner sig til Everglades’ mangroveskov.

Kort efter sidder vi selv i en gul airboat, klar til at udforske vådområderne. Foran os venter et netværk af smalle vandveje, mangroveskov og tæt vegetation – og forhåbentlig noget spændende dyreliv.

Det er ombord på denne båd, vi møder kaptajn Henry, og der går ikke lang tid, før han får øje på noget i vandet.

Airboat i Everglades
Fuld fart frem gennem Everglades.

Besøg ved rælingen

En nysgerrig alligator har fået øje på os, men heldigvis er den kun nysgerrig. Den svømmer helt hen til båden og nøjes med at ligge og flyde i vandoverfladen, mens den betragter os med et gådefuldt blik.

Den eneste gang, Henry har oplevet, at en alligator har forsøgt at komme op i båden, var, da en fisk ved et uheld sprang op af vandet og direkte ind i den store propelmotor, der kørte for fuld kraft. Resultatet blev rygende frisk sushi på store dele af bådens gulv. Det bemærkede Henry ikke selv, før han fik selskab af en ivrig alligator, der var mere end bare lidt interesseret i gourmetmåltidet, som lå og fristede ombord på båden.

Heldigvis er Henrys båd hurtig, hvilket vi tydeligt mærker, da han giver gas og skrider gennem de snoede vandveje. Det kilder i maven, og før vi ved af det, har han bragt os sikkert tilbage på land.

5 ting, der er værd at vide om Everglades

1. Everglades er et stort vådområde i det sydlige Florida. Området strækker sig over store dele af Floridas sydspids og rummer både vådområder, mangroveskov og et rigt dyreliv. Everglades National Park er den officielle nationalpark i området. Parken har flere forskellige indgange og oplevelser, og det er altså ikke hele Everglades, der er en del af nationalparken.

2. Shark Valley er en af indgangene til nationalparken. I denne del af parken kan du leje en cykel, gå eller tage med et lille tog på en guidet rundtur. På trods af navnet er det ikke hajer, Shark Valley er kendt for, men derimod alligatorer, skildpadder og et rigt fugleliv. Togturen tager ca. to timer med et stop ved et udsigtstårn. Der er også et par kortere naturstier, som kan udforskes til fods. Alligatorerne kan komme tæt på, så vær opmærksom, og husk at holde god afstand.

3. Everglades City ligger på vestsiden af Everglades og er også udgangspunkt for Gulf Coast-delen af Everglades National Park. Herfra kan du udforske Ten Thousand Islands med blandt andet båd og kajak. I og omkring den lille by er der også lokale turistbureauer, som tilbyder airboat-ture på vandvejene gennem mangroveskovene.

4. Everglades har to tydelige sæsoner. Den tørre periode varer normalt fra december til april og er den mest populære tid at besøge området. Her er temperaturerne mildere, myggene færre og dyrelivet ofte lettere at få øje på. Fra maj til november er det varmt og fugtigt med mere regn og betydeligt flere myg. Når vandstanden stiger, spreder dyrene sig også over større områder, så de kan være sværere at få øje på.

5. Undervurder ikke myggene. I den våde sæson kan der være enorme mængder myg i Everglades – og jeg taler af erfaring. Et effektivt myggemiddel er derfor et must – og at begive sig ud på små, tætte skovstier er et sikkert valg, hvis du vil finde ud af, hvor mange myg der egentlig kan være på én kvadratmeter. Eller på din ryg.

Find din rejse til Florida

Denne artikel er skrevet af en af Spies' rejseeksperter

Len Kongerud

Lén Kongerud

Lén har rejst jorden rundt på 30 dage, men hun kan også bruge en hel dag på at jagte det perfekte bagværk. I hendes artikler kan du læse om alt fra eksotiske oplevelser til storbyferier og børnevenlige rejser.

Lær flere af vores rejseeksperter at kende her

Vil du læse mere som dette?