Oplevelser på Gran Canaria

5 tips til oplevelser

Selv om Gran Canaria er et af vores allermest populære rejsemål, har øen mange uudforskede sider. Her får du fem forslag til aktiviteter, der udvider din horisont.

Gran Canaria er med sine fire klimazoner som et kontinent i miniformat. Øens dramatiske vulkanlandskaber, klippesider med pinjeskov, grønne dale og små landsbyer gør en bjergvandring på Gran Canaria til en fantastisk oplevelse. Og så er der noget helt specielt ved at spise sin madpakke oven over skyerne med udsigt over Atlanterhavet og de øvrige Kanarieøer.

Læs mere om trekking på Gran Canaria på rockyadventure.com+

En anderledes måde at opleve en ø på er ved at padle rundt om den. På en kajaktur langs med Gran Canarias kyst bydes du på masser af spændende oplevelser - fra de bratte klippesider ved Taurito-stranden til grotterne uden for Puerto de Mogán. Du behøver ingen forkundskaber, og du bestemmer selv, om du vil padle alene eller i dobbeltkajak - og så får du både træning og en flot kulør med i købet!

Kajak og padling på Gran Canaria
Surfing på Gran Canaria

Timing er alfa og omega - det gælder om at fange bølgen på præcis det rigtige tidspunkt.

Gran Canaria er måske ikke det første rejsemål, man kommer til at tænke på i forbindelse med surfing, men faktum er, at det er et rigtig godt surfingrejsemål – både for nybegyndere og mere erfarne surfere. Der tilbydes nybegynderkurser i området omkring Maspalomas på den sydlige del af øen, hvorimod den erfarne surfer kan finde udfordringer ud for den mere blæsende nordkyst, hvor de største bølger findes.

Læs mere på prsurfing.com+

Under havoverfladen venter en anden spændende del af Gran Canaria. Her findes såvel naturlige som kunstige rev samt de mest fantastiske vrag, der byder på vragdykning for både nybegyndere og erfarne dykkere. De bedste dyk oplever du i "El Cabron"; et naturreservat under vand, som regnes for et af de bedste dykkersteder i Europa.

Læs mere på blue-explorers.com+

Dykning på Gran Canaria
Windsurfing på Gran Canaria

Gran Canaria byder på perfekte forhold til windsurfing
Gran Canaria er et af verdens bedste steder af windsurfe. Pozo Izquierdo på østkusten er tit værtsby for verdenscupkonkurrencer i windsurfing - og med god grund. Her blæser det nemlig altid, og det er ikke unormalt, at vindstyrken kommer over 16 m/s. Nybegyndere gør nok klogest i at holde sig til beskyttede havne som Puerto Rico og Puerto de Mogán.

Læs mere på pozowinds.com+