Ocean Beach Club Cypern
Inspiration

Tre generationer. Én rejse. Nul problemer.

Familieferie er ikke rigtig ferie – plejede jeg at tænke. Jeg elsker selv et godt voksenhotel, hvor jeg kan få lov til at udleve min indre ældre mand med en god bog og en morfar på terrassen i fred og ro. Men det viser sig, at man åbenbart godt kan rejse med børn OG slappe af på samme tid.

Tekst: Christian Nielsen
Billeder: Christian Nielsen og Spies
Publiceret: 6. august 2025

Hvordan skal man bo?

Det er nok et af de første spørgsmål, der melder sig, når man har besluttet sig for at skulle flere generationer afsted sammen. I vores tilfælde bestod selskabet af mormor og morfar, mor og far med en toårig datter og så mig: onkel Christian. Vi besluttede os for, at vi helst ville lade børnefamilien bo for sig selv og "de gamle" i en separat lejlighed.

Men svaret på spørgsmålet fra før er egentlig, at man skal bo, præcis som man vil. Mange familiehoteller har en række forskellige værelsestyper, og det giver mulighed for at vælge den kombination, der passer bedst til dem, man er afsted sammen med. I vores tilfælde fandt vi to suiter, der lå tæt på hinanden, så vi nemt kunne samles og hygge. Det skete ofte inde hos os gamle – vi havde nemlig valgt direkte pooladgang.

Vi kunne også have valgt en lidt større suite, hvor der var plads til os allesammen, men vi foretrak at dele os op. På den måde kunne den lille også sove lur uden at blive forstyrret, mens de voksne fik lidt koldt at drikke, solede sig eller plaskede rundt i en pool inden for babyalarmens rækkevidde – win-win for alle!

Hotellet er virkelig vigtigt på en generationsrejse – og nu kommer mit bedste tip til, hvilket du skal vælge.

Onkel og niece skyder med vandpistol.
Onkel kigger på, mens den lille afprøver vandpistolen.
Mor, far, mormor og niece i poolen sammen.
To sekunder inden det uundgåelige "Onkel, du skal også i".
Hotelværelse med direkte pooladgang
Og når der ikke leges? Total idyl.

Mit bedste generationsrejsetip: O.B.C.

Jeg vil gerne slappe helt af, når jeg er på ferie. Og jeg troede indtil for nylig, at ferier på familiehoteller var sådan noget, der krævede en ekstra uges ferie, når man kom hjem igen. Men jeg blev klogere. Meget af æren for det skal tilskrives hotellet. Vi havde nemlig valgt Ocean Beach Club – Cypern.

To hoteller samlet i ét

Noget af det smarte ved O.B.C. er, at du faktisk får to hoteller samlet i ét. Når du bor her, har du nemlig samtidig adgang til alle faciliteterne på nabohotellet Sunwing Sandy Bay Beach. Det er bare guld værd for en familie, der både har en toårig krudtugle og en livsnyderonkel med på slæb.

På Sunwing sker der nemlig altid noget. Ansigtsmaling, flash mobs, ballonjagt, familiefodbold, vandgymnastik i poolen og – ikke mindst – masser af sjov og leg med de to maskotter Lollo & Bernie. Der er aldrig et kedeligt øjeblik, og i min nieces tilfælde kan det godt være MEGET spændende alene at kigge på, hvad alle de andre børn laver.

Og på O.B.C.? Der sker der ikke så meget. Ikke andet end at du kan få lov til at nyde din ferie i fred og ro. Det var virkelig skønt at kunne vælge action og oplevelser til og fra, som man havde lyst. Både for mig, men også for mor, far og min niece, der alle havde gavn af at kunne trække sig tilbage i egen feriehule og nyde stilheden ved vores pool. Her var den mindste også gladere for selv at lege i vandet – og ikke bare stirre på de andre børn.

Når spisetid er barnemad

Som nybegynder inden for familieferie var det, jeg frygtede allermest, nok aftensmaden. Hvordan skal man kunne hygge sig, når både børn og bedsteforældre skal have noget, de kan lide, og har den lille overhovedet tålmodigheden til at sidde sammen med os andre? En frygt, der skulle vise sig at være totalt ubegrundet.

På O.B.C. kan du vælge mellem morgenmad, Inclusive (som betyder morgenmad hver dag + frokost og aftensmad fem gange om ugen) eller All Inclusive. Det er jeg vant til fra mine elskede voksenhoteller. Men på O.B.C. har man også muligheden for at benytte sig af restauranterne på Sunwing. Vi havde selv bare valgt morgenmad, så om aftenen skiftede vi lidt mellem restauranterne på hotellet og at spise ude.

Noget af det smarte ved restauranterne på O.B.C. og Sunwing var, at den lille spiste gratis på dem alle. Så når de voksne havde bestilt deres mad, hoppede hun i Lollo & Bernie-buffeten med sin far og sammensatte selv det, hun lige følte for på dagen. Ofte var tjenerne også søde til at komme med lidt underholdning i form af farver og ark til at tegne på – og så var det ret tilfældigt, om Lollos ansigt lige blev blåt eller gult den dag.

O.B.C. på Cypern er selvfølgelig ikke det eneste hotel, der passer til generationsrejser. Der ligger f.eks. også et Ocean Beach Club på Gran Canaria og et på Kreta. Vælger du at gå med en helt anden hoteltype, anbefaler jeg at prioritere ting som direkte pooladgang (hvis I ønsker en rolig oase at trække jer tilbage til) eller aktivitetsudbud (hvis der bare skal være gang i den).

Pige spiser morgenmad
Først en god gang morgenmad ...
Vandrutsjebaner på Sunwing Sandy Bay Beach
... så en god gang rutsjetur!

"Jeg troede ikke, de skulle komme ..."

... var nok den sætning, jeg hørte allermest på ferien. Hver gang kom den fra min lille niece efter at have set Lollo & Bernie. Uanset om det var ved poolområdet, uden for morgenmadsbuffeten eller på scenen, hvor de sang og optrådte. Når man er to og et halvt år gammel og kun har set de to bedste venner på fjernsynet derhjemme, så bliver man lidt overrasket, første gang man ser dem i virkeligheden.

Men én ting er sikkert: Det var et kæmpe hit med både bjørn og giraf! Vi havde jo selvfølgelig talt om, at vi skulle ned og hilse på Lollo & Bernie, men alligevel var hun helt blæst bagover af deres tilstedeværelse, og at man ovenikøbet kunne få et lille kram eller en highfive af dem. Det var et møde, der gik rent ind – både hos niece og onkel.

Lollo & Bernie på scenen
Først giver de to stjerner et brag af et show ...
Niece får hjælp af mor til at kramme maskotten Lollo.
... og bagefter giver de en godnatkrammer.

En typisk dag på ferien

6.30: Motion og morgenhygge
Jeg kan godt lide at starte de fleste dage med en hurtig træning. Så det gjorde jeg også på ferien. Andre kan så til gengæld bedre lide at starte dagen med at hoppe i mormor og morfars seng. Så når jeg gik til træning i hotellets motionsrum, kom den lille typisk på besøg i vores lejlighed og hyggede, mens forældrene enten hvilede lidt ekstra eller gik med til motionsrummet.

8.00: Omelet og nutellamadder
Buffeten på O.B.C. havde noget for alle. Frisk juice og omelet til onkel, nutella og sprøde grøntsager til niecen.

9.00: Kram og highfives til de to bedste venner
Når der stod "Lollo & Bernie appearance" i appens kalender, kiggede vi ofte forbi Sunwing for at hilse på.

Formiddag: Plasken i poolen
Enten i Sunwings store poolområde, hvis den lille skulle underholdes, eller vores egen på værelset, hvis der var brug for lidt mere ro.

12.00: Frokost
Vi spiste vores egen frokost på værelset (ja, vi er sådan nogen, der pakker rugbrød i kufferten) med lokalt indkøbt pålæg og tilbehør.

Eftermiddag: Fri leg eller fed udflugt
Strandtur, gåtur eller bare poolplaskeri. En enkelt dag tog jeg med min søster og svoger på snorkletur, mens den lille blev passet af bedsteforældrene.

18.00: Aftensmad
Et par aftener spiste vi uden for hotellet, et par aftener på Sunwings Andrea's Kitchen, en enkelt gang på O.B.C.'s egen restaurant og en enkelt på Sunwings Fino Restaurant & Grill, hvor der er kræset lidt ekstra for detaljerne. Det er skønt at kunne variere aftensmaden uden nødvendigvis at skulle bevæge sig særligt langt væk.

19.00: Lollo & Bernie-show
Et must inden sengetid! Jeg har sjældent set nogen være så opslugt af noget, som min niece var af de to bedste venner. De andre, lidt større børn var mere aktive og stod og hoppede og dansede tæt på scenen – hun var dog mest tryg i favnen på far eller mor.

19.30: Puttetid og terrassehygge
På denne tid er den lille mæt af indtryk og meget klar på at hvile øjnene. De voksne slutter typisk dagen med et glas vin og en sludder for en sladder.

Tips til generationsrejsen

Bedsteforældre er det bedste for forældre
Med mormor og morfar med på ferien får mor og far hurtigt mulighed for at slappe lidt mere af.

Prioritér hotellet højt
De rigtige rammer skaber mere overskud til også at udforske rejsemålet.

Overvej direkte pooladgang
Specielt med mindre børn er det bare guld værd.

Vælg måltidspakke ud fra jeres behov
Morgenmad, All Inclusive eller en mellemting?

Brug appen til at holde styr på alle aktiviteter
Så kan man f.eks. starte hver morgen med at planlægge dagen sammen.

Christian Nielsen

Christian Nielsen

Christian arbejder som tekstforfatter for Spies, og han elsker solen næsten lige så meget, som han elsker en god øl og en fodboldkamp. Han har desuden en særlig forkærlighed for Tenerife – måske fordi han selv har boet næsten tre år i øens hovedstad Santa Cruz.

Læs flere af Christians artikler

Vil du læse flere artikler som denne?