Udsigt over Kolimbari på Kreta
Eksperternes tips

Opdag nye sider af

Kolimbari

På opdagelse omkring Kolimbari

Omkring 25 km vest for Chania og omkranset af olivenlunde finder du den lille hyggelige by Kolimbari. Her er meget mere at byde på end ved første øjekast. Så hvis du er på Kreta og har lyst til at se mere end blot dit nærområde, så får du her mine tips til afslapning, aktiviteter og oplevelser.

Tekst og billeder: Rasmus Panduro
Publiceret: 14. november 2023

Kolymbari havn

Havnepromenadens restauranter viser dagens fangst.

græsk kat

Grækerne er glade for katte. Det ser man også i Kolimbari.

Da jeg boede og arbejdede på Kreta tilbage i 1993, var Kolimbari bare en lille soveby med få hoteller og enkelte restauranter. Det var et sted, man besøgte for at få lidt tid til ro og fordybelse, og selv om byen har udviklet sig en del siden, så er den stadig et skønt og fredeligt sted at holde ferie. Jeg er selv aktiv på min ferie og har altid en ambition om, at der hver dag gerne må være en oplevelse, der handler om at bevæge sig. Det kan dog også sagtens være en oplevelse, der består i at fordybe sig og opleve det, området har at byde på. Bjerget bag Kolimbari er f.eks. oplagt, hvis du ellers har friske ben.

Mindesmærket for de græske kadetter, som faldt ved slaget om Kreta

Tip: Læs om stedets betydning for 2. verdenskrig

Den gamle lufthavn i Malemé ligger bare 10 km fra Kolimbari, og den havde en meget vigtig rolle i "Slaget om Kreta". Et slag, der havde stor betydning for krigens udvikling i 1941. Bag Kolimbari finder du et mindesmærke for de græske kadetter, der trodsede kongens ordre om overgivelse og tog kampen op mod de tyske og italienske tropper.

Du kan selv google "Slaget om Kreta", hvis du vil vide mere, før du tager afsted.

Første vandretur: Op til Afrata

Du får et rigtig godt startoverblik med en vandretur til den lille flække Afrata. Den ligger 5 km fra Kolimbari, og på vejen kommer du forbi et kloster, som også er et besøg værd. Her kommer fiskerne for at takke for en god fangst eller de lokale for at være højtidelige for en stund. Du fortsætter langs med havet, og efter en kilometer begynder vejen at stige op langs bjerget. På de 3 km stiger vejen med ca 5 %, og heldigvis er der en del bænke, hvor du kan puste ud og nyde udsigten. Vand er selvfølgelig et must på turen, og du kan tanke op til nedturen i kiosken i Afrata. Du får en helt fantastisk udsigt som belønning, når du når toppen. Jeg elsker at løbe turen op, selv om det mest foregår i luntetrav, når det stiger, som det gør. Hvis du har god tid, kan du gå gennem olivenplantagen hjem. Se ruten langs vejen her og igennem olivenplantagerne her.

Kystvejen fra Kolymbari til Afrata

Vejen op til Afrata snor sig langs kysten.

Klostret og museeum Gonia Odigitria

Klostret og den gamle fæstning Gonia Odigitria på vej op til Afrata.

Grækenlands ældste oliventræ

Oliventræet i Vouves ligger ca 9 km fra Kolimbari og er en udflugt værd med enten bil, cykel eller knallert. Træet er muligvis et af verdens ældste oliventræer, og på trods af sin alder producerer træet stadig oliven. I 1997 blev det erklæret som et beskyttet naturmonument, og grene fra træet blev brugt til at lave sejrskranse til OL i 2004 og 2008. Det skønnes, at oliventræet er mellem 3.000 og 5.000 år gammelt.

Du finder det gamle oliventræ her.

Grækenlands ældste oliventræ

I Vouves finder du Grækenlands ældste oliventræ.

huse ved oliventræet

Smukke huse og en lille landsby omkranser oliventræet.

Anden vandretur: Til Agios Ioannis-grotten

Du får en helt unik oplevelse ved at tage vandreskoene på og begive dig mod den naturlige grotte St. John (St. Giorgos eller Agios Ioannis). Den finder du ca 3 km fra Kolimbari. Du skal være godt gående, for vandreturen går gennem stejle olivenlunde og bugter sig op gennem landskabet. Belønningen er en helt speciel oplevelse, hvor grottekirken ligger som en hellig hule med en helt utrolig udsigt over olivenlundene. Husk rigeligt med vand.

Du finder ruten her.

Granatæbler på Kreta

Granatæblerne modnes sidst på sæsonen og smager af sol og sommer.

Grotten Saint John

En vandretur til St. John (Agios Ioannis) er en dejlig afveksling fra driverlivet ved vandet.

Kirke på vej til Agios Ionanis grotten

Et af de mange flotte kapeller langs ruten.

vandrerer ved kolymbari, kreta

Vandreturen går igennem olivenlunde ad støvede stier i det fredelige landskab.

Får på vejen

En fåreflok passerer.

Oplevelser på to hjul: Mountainbike

Uanset om du tager på udflugt med en lejet knallert eller en cykel, så er du meget tæt på oplevelserne.

Er du i god form, og vil du prøve at udforske Kreta på en MTB, så kan du prøve at følge min rute. Du skal have god erfaring med at køre, for det er et ganske udfordrende terræn med bratte stigninger og teknisk svære nedkørsler.

Jeg havde lejet min cykel lokalt, fået tips til en rute fra udlejeren, og så tog jeg afsted på bjerget bag Kolimbari. Første stop var allerede i Afrata for at tanke vand, og dernæst fortsatte jeg længere op, hvor udsigten bare blev bedre og bedre. Efter lidt op og nedkørsel endte jeg i Ravdoucha som ligger med smuk udsigt over havet. Er du godt kørende, så tag en tur ned ad bjerget til vandet og op igennem hårnålesvingene bagefter.

Efter Ravdoucha kører du ind i stejle olivenlunde – så stejle, at jeg selv måtte skubbe cyklen op, når stigningsprocenten nåede op over 25 %. Derefter kunne jeg fortsætte ruten helt op med den mest fantastiske 360 graders udsigt over området. Nedkørslen startede med et meget stejlt stykke, og så bliver det ellers til gode veje resten af turen.

Skal du prøve kræfter med ruten, så skal du være i god form, have masser af vand og en god portion tålmodighed. Min rute finder du her.

Jeg nåede ikke denne krævende rute til Diktina Beach med over 1.300 højdemeter, så den må jeg have til gode.

Udsigt fra Ravdoucha

I Ravdoucha kan du se langt og har du gode ben, så kør gerne ned til stranden.

MTB i olivenlunden

Turen går igennem olivenlunde og når op i 295m højde.

Får som står i skygge på Kreta

På ruten møder man både får og geder.

Oplevelser på to hjul: Knallert

En sjov dagsaktivitet for de unge mennesker er at leje knallerter og udforske området. Du må leje en topersoners knallert på 50cc, hvis der står AM i dit kørekort. Det gør der i de fleste nye kørekort (men ikke i mit gamle kort). Så jeg måtte sidde bag på mine voksne børn og være kortfører i stedet. Jeg havde lagt en rute og lyttede til GPS-instruktionerne via mine høretelefoner under hjelmen.

Ruten vi kørte var først op til Afrata og dernæst videre mod Ravdoucha med den flotte udsigt. Her kan du køre ned ad bjergsiden og tage en dukkert i det friske vand, inden du kører mod Kolimbari igen. Her finder du ruten.

Tip: Vi kørte til Platanias i jagten på den bedste gyros-pita til vores frokost. Vi testede os frem til at den lille familie restaurant "The Twins" havde de bedste.

knallerttur på kreta

Knallertturen er en god mulighed for at opleve øen tæt på.

pita gyros

Du kan ikke besøge Grækenland uden at smage en gyros-pita. Det er en fantastisk frokost.

kapel ved kolymbari

Overalt ser du små "kapeller" som dette, der skal bringe held og lykke til fiskerne.

Bedste madtip: Afratas alternative menu

Har du spist dig igennem de vigtigste retter i det græske køkken, og vil du gerne prøve noget anderledes og autenstisk mad, skal du køre (eller tage en taxi) til Afrata. Her skal du spise på "Tis Litsas Ta Kamomata". Der serveres få retter, som Litsas har lavet med kærlighed og omhu. Alt er baseret på lokale råvarer og har fået god tid i gryden. Betjeningen er ustresset og nærværende. Er I flere, der skal spise, skal I bede om at dele alle retterne, og er der udsolgt af en af hovedretterne, så bliv ikke alt for skuffet. Det er vilkårene, når det skal være friskt, og så bestiller man bare en anden ret.

De laver en helt fantastisk fava, som er en mos af linser, der minder om hummus. Vegetar-stifadoen bør du også prøve – eller deres lækre kanin.

Den type restauranter er svære at finde, og da jeg boede på Kreta, kørte man ofte langt for at finde sådan nogle små perler.

Du finder restauranten her.

Litsas fra Afrata

Tip: Spørg køkkenet, hvad der er frisklavet netop til i dag. Litsa vil gerne vise sit køkken frem.

Litsas køkken Afrata

Du får smagfulde retter og god betjening.

Kyllingret med kartofler fra Afrata

Langtidsstegt kylling med grønt og krydderier. En typisk ret.

Græsk salat

Mad med udsigt over havet

Du sidder i første række på restauranterne langs med havnepromenaden i Kolimbari, så her kan du virkelig få en god oplevelse. Restauranterne har stort set samme menukort, så det kan være svært at finde noget helt specielt. Standarden var bestemt til den gode side på O Nikiforos, og betjeningen var afdæmpet og professionel.

Rasmus Panduro måtte meget igennem på Kreta

Rasmus måtte en del igennem for at skrive denne artikel

... og det kan man måske fornemme på billedet. Rasmus foretrækker en aktiv ferie, og særligt cykelrejser har han en stor forkærlighed for. Når han ikke cykler i bjergene på Mallorca eller Gran Canaria, finder du ham normalt i en storby med vennerne eller på en solrig familieferie.