Kryds Kreta – med en treårig på bagsædet
Jeg elsker normalt relativt tætpakkede ferieprogrammer, men med små børn bliver man nødt til at være fleksibel. Og tålmodig. Følg med, når jeg kører fra øst til vest på Grækenlands største ø Kreta – sammen med en treårig.
Tekst: Lén Kongerud
Billeder: Lén Kongerud og Spies
Publiceret: 4. august 2025
Mit første møde med kretensiske trafikregler
Det var unægtelig med en vis nervøsitet, jeg bestilte min lejebil. Det er ikke altid nemt med en ukendt bil, ukendte veje og ukendte færdselsregler. Men bilen var fin (god aircondition – det er et must), vejene var nogenlunde fine, og de lokale, uofficielle færdselsregler – dem lærte jeg undervejs. Vidste du for eksempel, at det er almindeligt at skulle trække helt ud i rabatten for at give plads til dem, der vil forbi, selvom vejen egentlig kun har ét spor? Nej, det vidste jeg heller ikke.

Første etape: Små veje, stor by
Vi startede i Makrigialos, helt øst på Kreta. Med medbragt autostol, et downloadet kort over Kreta i Google Maps og en køletaske fyldt til randen satte vi kursen vestpå. På bagsædet sad en glad treårig og en kæreste, der var klar til at dele kiks ud, småsnakke og sætte Lollo & Bernie-sange på efter behov. Jeg er heldig at have et barn, der sjældent bliver køresyg, men de små veje på Kreta kan af og til føles som hårnålesvingene i Tour de France, så det er godt at være forberedt, hvis uheldet skulle være ude.
Vi havde en plan. Groft skitseret i hvert fald. Men den måtte vi justere lidt allerede første dag, da vi kørte direkte ind i storbytrafikken i Heraklion uden at vide, præcis hvor vi skulle holde. Det blev til nogle omveje, men vi fandt en frokostcafé og ikke mindst et kæmpestort supermarked, hvor vi købte is og nogle nye, spændende stykker legetøj, som gjorde køreturen lidt sjovere for bagsæde-duoen.



Landsbyidyl i Neo Chorio
Turen gik fra Heraklion videre til den lillebitte landsby Neo Chorio, og efter 234 kilometer var alle ret klar til at parkere bilen for dagen. Hvis der er én ting, jeg har lært om at tage på biltur med børn, så er det, at man ikke skal være for ambitiøs med, hvor langt man kan nå på en dag. Så er det bedre at stoppe, mens legen er god.
Neo Chorio er sådan et sted, man ville køre lige forbi, hvis man ikke vidste, det fandtes. Vi drejede af motorvejen og ind på en lille, støvet landevej, dobbelttjekkede Google Maps – og dér, midt mellem oliventræer, cikader og bjergkamme, overnattede vi hos nogle venner, der havde lejet et hus med en hyggelig terrasse og pool. Et perfekt sted til et lille pusterum.



Solnedgang og souvlaki i Chania
Næste dag kørte vi videre vestpå til Chania. Måske Kretas mest fotogene by? I hvert fald er den gamle bydel virkelig smuk. Det var en kort og behagelig køretur, og da den var overstået, spiste vi souvlaki i en lille gyde under farverige blomster. Vi indså hurtigt, at det ville være umuligt at nå tilbage til hotellet i tide til puttetid. Så vi lod være – og jeg frygtede det værste. Men resultatet var en glad og tilfreds treårig, der hoppede og dansede langs havnepromenaden i solnedgangen.
Et godt tip er at vælge et børnevenligt hotel, selvom I kun skal være der en nat eller to. Der er ikke meget, der slår at have alt lige i nærheden: pool, legeplads med skygge, strand, en god hotelrestaurant og – i vores tilfælde – et apotek lige ved siden af (som vi heldigvis ikke fik brug for).




Planer er til for at blive ændret
Vi havde egentlig planer om at køre fra Chania og videre mod sydøst til den sagnomspundne strand Elafonissi, men det fristede faktisk ikke det store at tilbringe en halv dag i bilen bare for at tage på stranden (selvom den efter sigende er virkelig smuk). Derfor blev vi bare på hotellet og hyggede os.
Og så, efter fire dage på farten, var det tid til at vende tilbage til østkysten og Ocean Beach Club i Makrigialos. Og som den treårige begejstret sagde, da vi drejede ind på parkeringspladsen foran hotellet efter endnu nogle timer i bilen: – Så, nu er vi hjemme igen!
Tips og tricks
- Undersøg ruten hjemmefra. Beslut jer for, hvornår og hvor I gerne vil stoppe. Du kan sagtens tage spontane pauser, hvis du ser noget smukt eller spændende undervejs – men hvad gør du, hvis du ikke finder noget og bare ser motorvej hele vejen?
- Download relevante kort i Google Maps, og gør dem tilgængelige offline. Så undgår du at bruge al din mobildata på få timer.
- Når man rejser med børn, er planlægning alfa og omega. Jeg ved for eksempel, at min kæreste skal sidde på bagsædet sammen med treåringen, og det betyder, at jeg selv må være kortlæser. Derfor havde jeg medbragt en mobilholder til lejebilen hjemmefra.
- Vi havde også med en tablet med den lilles yndlingsserier tilgængelige offline (og ja – i ferien må man godt se lidt mere skærm end ellers).


Lén Kongerud
Lén har rejst jorden rundt på 30 dage, men hun kan også bruge en hel dag på at jagte det perfekte bagværk. I hendes artikler kan du læse om alt fra eksotiske oplevelser til storbyferier og børnevenlige rejser.