Her bør du gå i land på dit krydstogt
Ombord tilbydes der alt, hvad hjertet kan begære af underholdning, men når skibet lægger til kaj, venter der også mange spændende oplevelser på land. Her kan du læse om seks rejsemål, du ikke bør gå glip af på dit krydstogt.

Dubrovnik

Kroatien

Dubrovnik i Kroatien

Den gamle bydel i Dubrovnik er på UNESCOs Verdensarvsliste og er absolut et besøg værd. Hovedgaden Stradun er dækket med blankpoleret marmor, og du kommer hurtigt væk fra turistmylderet, hvis du slentrer ned ad en af de snoede stræder, der løber på kryds og tværs gennem hele byen og byder på et hav af hyggelige caféer og restauranter.

Med labyrinten af gader under dig kan du gå hele vejen rundt om byen langs den to kilometer lange ringmur, hvorfra der er en overvældende smuk udsigt over byen og havet. Bagefter kan du begive dig til stranden og nyde et tiltrængt kølende dyp i Kroatiens krystalklare vand.

Istanbul

Tyrkiet

Istanbul i Turkiet

I den eksotiske storby Istanbul kan du opleve dansende dervisher i hatte og hvide dragter, bønneudråb fra minareter, rygende varm kebab i nybagt brød og flere tusind år gamle monumenter. Istanbul er stedet, hvor øst møder vest, og hvor du kan befinde dig i både Europa og Asien flere gange på en og samme dag.

Udforsk Den Blå Moské, shoppinggaden Istiklal Caddesi, kirkebygningen Hagia Sofia, Galata-broen og Basilika-cisternen - den enorme underjordiske vandkilde fra 532 e.Kr. - og slå dig bagefter ned på en café og indsnus atmosfæren fra det livlige folkemylder i denne storslåede tyrkiske metropol med omkring 14 millioner indbyggere.

St. Martin / St. Maarten

Caribien

St. Martin / St. Maarten

I Caribien ligger todelte St. Martin/St. Maarten omgivet af turkisblåt hav. Den nordlige del af øen er fransk, den sydlige er hollandsk, og begge har sin egen charme med smalle gader, gode restauranter, interessant folkeliv og - ikke mindst - en skøn caribisk atmosfære.

Eftersom øen ikke er så stor, er den yderst velegnet til kortere udflugter. Her findes over 40 strande - fra livlige områder med mange mennesker til mere afsidesliggende og fredfyldte bugter.

Jamaica

Jamaica

Da Columbus i 1494 gik i land på Jamaica - den tredjestørste ø i Det Caribiske Hav - beskrev han øen som "det smukkeste sted, øjne har set". Hvilket må siges at være en rammende beskrivelse i betragtning af øens store frodighed og kridhvide strande.

Vandfaldet Dunn's River Falls ligger tæt på Falmouth, hvor skibet lægger til, og er absolut en udflugt værd. Du kan både klatre op til toppen af vandfaldet og bade i det - men du kan også vælge at blive i byen og måske shoppe lidt eller nyde en jamaicansk specialitet på en af de lokale restauranter til tonerne af reggaemusik.

Venedig

Italien

Venedig

De smalle gader i Vivaldis fødeby Venedig er forbeholdt fodgængere, mens al trafik - som for eksempel fint udsmykkede gondoler med operasyngende gondolierer - er henvist til at færdes på vandet i kanalerne. På land zigzagger du over byens små broer og kan opleve et utal af maleriske bygninger og pompøse paladser. Har du tid, bør du opleve en klassisk barokkonceret i en af de gamle majestætiske kirkebygninger.

Venedigs små bydele forbindes af over 400 broer og hele 40 km med kanaler, og bliver du træt i benene, kan du tage traghettoen (vandbussen) langs den største kanal, Canal Grande. Ellers er der overalt rig mulighed for at tage en lille pause og nyde et glas sprudlende Bellini på en af byens mange caféer - eller på den legendariske Harry's Bar på Markuspladsen. Det er ingen myte, at Venedig er ved at synke i havet, så grib chancen og besøg byen, mens du kan!

Cozumel

Mexico

Cozumel i Mexiko

Øen Cozumel er omgivet af krystalklart vand og er kendt som Mexicos snorkling- og dykkerparadis. Fra havnen kan du tage på korte bådudflugter, og ved koralrevene kan du se både papegøjefisk og havskildpadder. Men du kan naturligvis også bare slå dig ned på en af de skønne strande og nyde solen.

Foruden fantastiske strande og fint dykkervand byder Cozumel på en afslappet atmosfære, små shoppinggader og et charmerede torv, ligesom du kan støde på en pelikan, hvis du slentrer langs havnepromenaden. De kulturinteresserede kan besøge små maya-ruinbyer, og på den nordlige del af Cozumel findes også mindre tempelruiner.