Kajakker på stranden ved Kuredu Island Resort & Spa
Inspiration

Tag børnene med til Maldiverne

Du læste rigtigt. Men du vidste måske ikke, at idylliske Maldiverne passer perfekt for børnefamilier? Mød to familier, som tog chancen og prøvede en eksotisk familieferie.

– Som så mange andre drømte vi i mange år om at rejse til Maldiverne, men med små børn blev det længe bare ved drømmen, fortæller mor til to, Monica Atneosen-Åsegg. For nogle år siden besluttede hun og ægtemanden Geir sig for, at det var på tide at gøre drømmen til virkelighed. Ferien skulle gå til Vilamendhoo Island Resort. Dengang var børnene Thea og Jesper hhv. 10 og 4 år gamle.

”For at få en tilstrækkelig længde på rejsen var skolernes sommerferie vores eneste mulighed. Man skulle måske tro, at det betød skyhøje priser, men sådan var det ikke”, fortsætter hun.

Det er nemlig væsentlig billigere at rejse til Maldiverne i sommermånederne sammenlignet med om vinteren. I sommerhalvåret er dagtemperaturen omkring 30 grader, og selv om der kan komme et regnskyl eller to, regner det meget sjældent flere dage i træk.

Monica og Geir holdt familieferie på Maldiverne

Monica og Geir rejste til Maldiverne med to små børn.

Hvor børnevenlig er Maldiverne egentlig?

Det første møde med Maldiverne

Langt de fleste, som flyver til Maldiverne, lander i Velana International Airport, og det gjorde familien Atneosen-Åsegg også. Derfra går rejsen videre med indenrigsfly, vandfly eller speedbåd.

”Det tog ca. 25 minutter med vandfly til Vilamendhoo, og det var en oplevelse i sig selv. Piloterne, som havde bare fødder og var iført shorts og pilotbriller, fløj os over koralrev, bittesmå øer og turkisblåt hav. Det var virkelig sjovt – både for os og børnene”, siger Geir.

Vel fremme på Vilamendhoo fulgte familien i piloternes fodspor. De smed skoene og fik barfodet resten af ferien.

”Vi havde hørt fortællinger om, hvor usandsynligt smukt det er på Maldiverne, og vi havde selvfølgelig set billeder, men alligevel blev vi overrasket. Ofte er det sådan, at noget ser bedre ud på billeder end i virkeligheden, men her er det næsten omvendt; som om billederne ikke lever op til virkeligheden. Det har jeg ikke oplevet noget andet sted end her”, fortæller Monica.

Rejs med børn til Maldiverne

Thea (10 år) og Jesper (4 år) stortrivedes på Maldiverne

”Tanken, at børnene måske kom til at kede sig, strejfede os naturligvis, før vi tog afsted, men vel fremme oplevede vi det modsatte. Vi svømmede, spillede fodbold, bordtennis og golf og padlede øen rundt næsten hver dag. Børnene hyggede sig på stranden og brugte oceaner af tid på at bygge sandslotte og studere eremitkrebs”, siger Geir.

Også maden kunne alle lide, både børn og voksne.

”Vi synes, maden var vældig god. At måltiderne er inkluderet i prisen, gør det også meget nemmere at forudse omkostningerne og undgå at sprænge feriebudgettet”, lyder et godt råd fra Monica.

Familien Atneosen-Åsegg rejste sammen med en anden familie med børn i samme alder som deres egne, og det hjalp også til, at ingen kedede sig. Familien nød ferien så meget, at de ikke udelukker en ny tur til øparadiset.

”Børnene spørger tit og ofte om, hvornår vi skal rejse tilbage. Jeg vil anbefale alle, som har mulighed for det – med eller uden børn – at rejse til Maldiverne. Du vil ikke fortryde det”, opfordrer Monica.

Der findes børnevenlige strande på Maldiverne

Hege Støre rejste til Maldiverne med to teenagere

Tog sine teenagere med til Maldiverne

”Vi elsker at tilbringe vores sommerferier på eksotiske steder”, fortæller Hege Støre.

De sidste år har hun, ægtefællen og børnene Helle (13 år) og Vetle (16 år) besøgt Maldiverne, Sri Lanka, Indonesien, Malaysia og Thailand. Med to børn i skolealderen er sommermånederne familiens eneste mulighed for at være bortrejst i flere sammenhængende uger, og Maldiverne er en klar sommerfavorit.

”Maldiverne er en utrolig spændende oplevelse – allerede fra første dag. Efter at have fløjet til hovedøen rejste vi videre med vandfly, og udsigten fra flyet var fantastisk: Små paradisøer, kridhvide strande, laguner og azurblåt hav hele vejen, og endelig lander du i dit eget lille ferieparadis.”

For Helle (13 år) og Vetle (16 år) stod der blandt andet opdagelsesture, snorkling, vandsport og en masse svømning på programmet.

”At gå direkte fra bungalowen og ud i det krystalklare vand for at svømme med fredelige koralrevhajer er et ferieminde, som hele familien vil huske længe”, fortæller Hege.

Hun er ikke i tvivl, når vi spørger, om hun vil anbefale eksotiske sommerferier til andre.

”Absolut! Lange ferier fyldt med spændende kulturoplevelser, anderledes mad og nye bekendtskaber – der er ikke meget, som kan måle sig med det. Glæden ved at opleve det sammen som en familie er det allerbedste”, understreger hun.

Familien Støre-Hognerud elsker eksotiske rejser.

Familievenlige hoteller på Maldiverne

Flere hoteller tilbyder

  • et stort aktivitetsudbud for både børn og voksne som paddleboard, fodbold, snorkling og tennis
  • børneklub
  • børnebassin
  • aktiviteter inkluderet i All Inclusive
  • udflugter for hele familien, for eksempel bådture, fisketure, snorkling og ture til øde øer eller hovedøen Male

Se mere information på hotelsiderne om, hvad der gælder for de forskellige hoteller.

Sådan tackler familien den lange flyrejse

At rejse langt med forholdsvis små børn kan være en udfordring, og Monica og Geir var spændt på, hvordan flyveturen skulle blive – særligt for den fireårige.

”Vi løste det ved at udnytte mellemlandingen, som vi alligevel havde på udrejsen. Vi tilbragte simpelthen nogle dage i Dubai som en del af ferien. Det blev et fint afbræk og gjorde, at flyrejsen ikke føltes for lang”, fortæller Monica. Efter fire dage rejste familien videre til Maldiverne.

Støre-familien indrømmer, at lange rejser med børn kan være en udfordring, men de har taget det i strakt arm. Lige siden datteren Helle fyldte seks år har de stort set udelukkende taget på længere ture, og i dag foretrækker hele familien eksotiske rejsemål.

”Da vi rejste til Italien for et par år siden, følte alle savnet efter at rejse langt væk og tilbringe sommerferien på et andet kontinent. Børnene elsker nye oplevelser ligeså meget som os, og de synes, det er sjovt, selv om de nok nogen gange kunne ønske, at flyrejsen var lidt kortere”, siger Hege.

”Det var en tryghed for os at vide, at alt var i orden, og at man får hjælp, hvis noget skulle ske undervejs. Særligt når man rejser meget langt væk, og specielt når man rejser med børn”.

Monica Atneosen-Åsegg

Vil du have mere inspiration?