For familier med småbørn og dem, der tager på ferie for at slappe af og “lave ingenting”, er både Port El Kantaoui og Hammamet oplagte rejsemål. Begge byer ligger ud til Middelhavet på Tunesiens østkyst og har en lang, lækker sandstrand. Stemningen er afslappet, vandet er lavt, og børnene kan sagtens selv lege i vandkanten, mens de voksne ser til oppe fra liggestolene. I nærheden findes butikker, restauranter og caféer, hvor du kan stille sulten og tørsten - og som sidegevinst har Tunesien masser af spændende udflugtsmål.